Rekordhøjt grundvand for årstiden kan øge risikoen for oversvømmelser til efteråret

08-08-2024

Det øverste grundvand står særdeles højt i forhold til normalen for årstiden, nogle steder endda rekordhøjt, viser aktuelle målinger af grundvandsstanden. Hvis grundvandet ikke snart falder til et normalt niveau for årstiden, skal der ikke meget nedbør til i efteråret, før vi risikerer oversvømmelser fra grundvand og vandløb i lavtliggende områder.

Et kort over Danmark viser det hydrologiske indeks for det øverste grundvand. Kortet har farver der varierer fra lys grøn til mærkeblå. En signaturforklaring viser, at det er i spændet 'normal' til 'ekstremt vådt'. Der er mest mørkeblå i syd- og østjylland.
Her ses modelberegninger for det øverste grundvand, som afviger betydeligt fra normaltilstanden (perioden 1990-2019). Det øverste grundvand står højt især i den vestlige halvdel af landet, mens grundvandet står lidt lavere i forhold til normalen længere mod øst.

Det øverste grundvand, som er det vand, der ligger i overfladen af undergrunden, står særdeles højt flere steder i landet. Lige nu står det omkring 40 centimeter højere på landsplan, end det normalt gør på denne tid af året ifølge GEUS’ modelberegninger.

Grundvandsstanden er fortsat lavere end i vinterperioden, hvor den typisk topper. Men da den er langt højere end normalt for årstiden, kan der være øget risiko for oversvømmelser i det kommende efterår og vinter.

”Når det øverste grundvand allerede står så højt, som det gør, kan vi hurtigere end normalt komme i en situation, hvor oversvømmelser fra grundvand og åer og generelt vand over terræn vil blive et problem,” forklarer Jacob Kidmose, der seniorforsker i Afdeling for Hydrologi i De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).

Vi skal ikke længere tilbage end begyndelsen af januar 2024 for at finde eksempler på, hvad højtstående grundvand kan betyde. Her stod grundvandet rekordhøjt. Det medførte omfattende grundvandsoversvømmelser til stor gene for blandt andet boligejere i de berørte områder.

”Sidste vinter målte vi en rekordhøj grundvandsstand efter en sommer, hvor den øverste grundvandsstand stod meget lavere, end det vi ser nu. Som situationen er nu, svarer det til, at vi hælder vand i et glas, der allerede er halvt fyldt. Bliver det kommende efterår og vinter lige så vådt som sidste år, vil glasset hurtigere flyde over kanten, og vi risikerer derfor at opleve grundvandsoversvømmelser tidligere - og over en væsentlig længere periode,” afslutter Jacob Kidmose.

Står højest i den vestlige del af landet

GEUS overvåger grundvandsstanden blandt andet ved at måle den på forskellige lokaliteter i Danmark. Derudover giver modelberegninger et mere overordnet billede af grundvandsstanden på landsplan.

”Vores modelberegninger viser, at det øverste grundvand især står højt i den vestlige del af landet, mens det står lidt lavere i forhold til normalen længere mod øst,” forklarer Raphael Schneider, der er forsker i GEUS' hydrologiske afdeling og afslutter:

”Det er vigtigt at understrege, at vi lige nu taler om afvigelsen fra sæsonnormalen. Grundvandet står stadig lavere end sidste vinter, og derfor er der ikke stor risiko for grundvandsoversvømmelser lige nu.”

GEUS’ hydrologiske indeks er modelberegninger for, hvor meget det øverste grundvand og andre dele af vandets kredsløb afviger fra normaltilstanden for sæsonen.

Du kan finde indekset på dennationalehydrologiskemodel.dk

Du kan finde lokale målinger af grundvandsstanden på grundvandsstanden.dk

 

Et udsnit af statistik over grundvandsstand ved Ejer Bavnehøj.

Et eksempel på den høje grundvandsstand kan ses i en boring ved Ejer Bavnehøj, hvor vandstanden nu er væsentlig højere end samme tidspunkt de foregående år (29. oktober 2016 - 6. august 2024). Hvis grundvandet ikke falder til et normalt niveau for årstiden, skal der ikke meget nedbør til i efteråret, før vi vil se de samme problemer med grundvandsoversvømmelser i lavtliggende områder, som vi havde i starten af 2024.

Rekordmeget nedbør giver rekordhøjt grundvand

Det høje grundvand er en kulmination på rekordmeget nedbør både sidste år, men også i løbet af de seneste 12 måneder.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) var perioden juli 2023 til juni 2024 de tolv vådeste måneder i træk. I alt er der faldet 1.125 mm. nedbør, viser DMI’s målinger.

Derudover var kalenderåret 2023 ligeledes rekordvådt med 977 mm nedbør, hvilket fik det øverste grundvand til at nå et rekordhøjt niveau i begyndelsen af januar 2024.

Stigende grundvand i fremtiden

Udfordringen med stigende grundvand og hermed øget risiko for oversvømmelser bliver sandsynligvis kun større i fremtiden, da grundvandet forventes at stige på grund af klimaforandringer.

GEUS’ hydrologiske modelberegninger viser, at grundvandet i gennemsnit for hele landet vil stige yderligere med ca. 10 centimeter frem mod slutningen af dette århundrede i et mellemhøjt scenarie, der svarer til, at verden fastholder de nuværende reduktionsplaner for den globale udledning af drivhusgasser. I et højt udledningsscenarie, hvor udledningen af drivhusgasser eskalerer, forventes en grundvandsstigning på op til 27 centimeter i gennemsnit.

Årsagen til, at grundvandet forventes at stige, er især den øgede mængde nedbør, som vi kan forvente at opleve om vinteren i Danmark, og som sker som følge af den globale opvarmning. Ifølge DMI’s Klimaatlas skal Danmark forvente ca. 6 procent mere nedbør om efteråret og 12 procent mere nedbør om vinteren i slutningen af århundredet i et mellemhøjt scenarie for den globale udledning af drivhusgasser. Stigende grundvand i Danmark er en udfordring af flere grunde. Når grundvandet stiger, øges risikoen for oversvømmelser i lavtliggende områder, og oversvømmelser er ofte bekostelige for samfundet.

GEUS bidrager til at ruste Danmark til at håndtere det stigende grundvand ved at overvåge grundvandsniveauerne. GEUS udvikler i samarbejde med andre myndigheder grundvandskort i realtid, som snart bliver tilgængelige på det hydrologiske informations- og prognosesystem HIP-portalen samt hydrologiske indeks i den Nationale Hydrologiske Model. Målet er, at værktøjerne skal give beslutningstagere og erhverv den viden, der skal til, for at kunne prioritere og igangsætte relevante indsatser rettidigt.

Fakta om grundvand

Grundvandsstanden er vandstanden nede i jorden. Under grundvandsstanden er alle de små mellemrum mellem jordpartiklerne fulde af vand, over grundvandsstanden er det kun nogle. Grundvandet starter der, hvor man kan sige, at jorden er ’mættet’ med vand.

Nogle steder ligger den skillelinje mange meter (20-30 meter) nede i jorden. Så siger man, at grundvandet ligger dybt. Andre steder ligger den måske kun lige under jordoverfladen. Så siger man, at grundvandet står højt. Står grundvandsstanden lige ved overfladen, kan det defineres som en sump.

Grundvandsstanden kan også godt komme op over terræn, så er der tale om ’stående vand’ eller ’blankt vand’. Altså en oversvømmelse eller en sø, afhængig af om det er midlertidigt eller mere permanent.
Højden af Danmarks grundvand varierer hen over et år og følger en cyklus, der bl.a. er styret af mængden af nedbør samt fordampningen, primært fra planter der gror, som er størst i sommerhalvåret.

Da fordampningen er lav i vinterhalvåret, er det typisk på kanten af vintermånederne og i den spæde start af foråret, at grundvandet topper i Danmark. Herefter dykker grundvandshøjden til et minimum i sommerperioden som følge af en øget fordampning for langsomt at fylde op igen hen over efteråret og vinteren.

Jacob Kidmose
Seniorforsker
Hydrologi
Raphael J. M. Schneider
Forsker
Hydrologi
Anja Fonseca
Presse- og kommunikationschef
Presse og Kommunikation
Telefon41239992