Grønlands Indlandsis skrumper for 28. år i træk

09-09-2024

For 28. år i træk kan forskerne, der overvåger Grønlands Indlandsis, konkludere det samme: Indlandsisen fortsætter med at skrumpe. Indlandsisen har siden sommeren 2023 tabt omkring 80 gigatons is, selvom store mængder sne for en periode dæmpede afsmeltningen fra overfladen.

Øget gletsjerkælvning er en af årsagerne til, at Indlandsisen igen-igen taber masse i årets smeltesæson (Foto:GEUS)

Grønlands Indlandsis er skrumpet med omkring 80 gigaton i løbet af årets smeltesæson, som hvert år gøres op i september. Chefkonsulent ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), Andreas P. Ahlstrøm, som arbejder med overvågning af Indlandsisen under programmerne PROMICE og GC-Net, forklarer, at afsmeltningen er foregået lidt anderledes i år, men at resultatet desværre er det samme – mindre Indlandsis og højere havniveau. 

”I år har vi faktisk set mindre afsmeltning end normalt fra isens overflade, hvilket skyldes store snefald over isen i juli og august. Til gengæld er der kælvet flere isbjerge end normalt fra de gletsjere, der løber ud i fjordene. Så det ender ud i et negativt regnskab for isen samlet set. At det er 28. år i træk, det er bestemt bekymrende." siger Andreas P. Ahlstrøm.

Den samlede afsmeltning fra Indlandsisen i dette års smeltesæson bidrager med omkring 0,2 mm til havniveaustigningen globalt set. Det betyder en samlet stigning på nu 15,9 mm siden 1986.

Regn – isens nye fjende

Grønlands Indlandsis er en dynamisk størrelse, der konstant ændrer sig, da den påvirkes af både snefald og afsmeltning, der i sig selv kan varierer meget fra år til år. Når klimaet er under forandring i disse år, er det derfor enormt vigtigt at følge med i, hvordan det påvirker isens mange dynamikker, forklarer chefkonsulent ved GEUS, Andreas P. Ahlstrøm:

”I et varmere klima kan vi forvente mere variabilitet fra år til år, og det gælder også for snefald. En varmere atmosfære vil kunne transportere mere fugt og dermed give øget nedbør. Bekymringen er, at opvarmningen kan betyde, at nedbøren i Arktis i stigende grad går fra at falde som sne til at falde som regn. Det vil accelerere afsmeltningen ved overfladen i stedet for at bremse den, som det har gjort i år.”

Forskerne bag GEUS’ projekter PROMICE og GC-Net overvåger årligt Indlandsisens tilstand ved at måle de processer, der tilføjer og fjerner masse fra Indlandsisen. og tilførsel af sammenligne årets målinger med tidligere år og gennemsnittet for perioden 1991-2020. Selv om enkelte års målinger kan variere betydeligt, er det vigtigt at bemærke, at de sidste 28 år alle har vist en tilbagegang i isens samlede masse.

Læs mere om tallene og forskernes arbejde på projekternes hjemmeside promice.org

Andreas Peter Ahlstrøm
Chefkonsulent
Glaciologi og Klima
Johanne Uhrenholt Kusnitzoff
Redaktør
Presse og Kommunikation
Telefon91333954

GEUS overvåger Indlandsisen

GEUS lancerede Programme for Monitoring of the Greenland Ice Sheet (PROMICE) i 2007, hvor en række fysiske målestationer blev sat op rundt om i randen på Indlandsisen, hvor de sender data hjem dagligt med målinger af afsmeltning, snefald m.m.

Et lignende amerikansk netværk (Greenland Climate Network/GC-Net) har indhentet de samme data fra isens centrale dele siden 1995, og i 2020 overgik GC-Net til GEUS, som nu driver begge målingsprojekter. Data for isens afsmeltning og isdynamikker er frit tilgængelige og indgår i klimaforskning verden over.

Målinger fra samtlige vejrstationer samt nyt om projekternes resultater kan følges på promice.org