Gubstenen

Gubstenen

Gubstenen ligner et overskåret rundstykke på højkant. Hvor meget der findes under overfladen vides ikke. Den er kastet af en trold eller heks mod Ubby Kirke og bærer kæmpens kradsemærker. Gubstenen består af grovkornet rød granit.

Geologi

Gubstenen består af rød grovkornet granit, hvor rød kalifeldspat er altdominerende. Feldspatkornene er 1-2 cm store. Granitten er homogen, men Gubstenens overskårne fremtydning skyldes muligvis, at granitten har været gennemskåret af andet bjergartsmateriale.

Både Asnæs og Røsnæs er randmorænestrøg dannet af Bælthav Isstrømmen i slutningen af sidste istid. Isfremstødet kom fra egnene omkring Østersøen, og derfor kan stenens oprindelsessted muligvis søges i det granitiske grundfjeld der.

Hekse og kirker

Gubstenen er kastet af en trold eller heks fra Saltofte Vænge efter Ubby Kirke. På sydsiden findes tre neglemærker fra kæmpen.

Stenens navn

Gub er nok afledt af gubbe og troldgubbe. Stenen kaldes også Gubbestenen.


 


 

Henrik J. Granat, GEUS

Krause, K. (2005): Die gröβten Findlinge in Dänemark. Geschiebekunde Aktuell, Sonderheft 6, Hamburg/Greifswald oktober 2005. Stein 61.

Andersen, S. (2001): Vandreblokke i Danmark, løbenr. 50-95, Foreløbig registrering. Upubliceret rapport Skov- og Naturstyrelsen. Løbenummer 57.

Lidegaard, M. (1994): Danske sten fra sagn og tro, side 81.

Schmidt A.F. (1932): Danmarks Kæmpesten, side 142.

Fotos: Henrik J. Granat

Udforsk stenen

Læs mere om Gubstenen

Gubstenen er 11 meter i omkreds. Desuden er stenen 4 m lang, 2 m bred og 2 m høj på højeste sted.

Skålgruber på den flade overside.

Gubstenen er overgroet af gule, brune, lysegrå og olivengule laver.

Besøg Gubstenen

Gubstenen ligger i Ubby Sogn, Kalundborg Kommune, hvor den ligger på privat dyrket mark uden offentlig adgang.

Gubstenen ligger i Vestsjælland mellem Ubby og Viskinge ikke langt fra Kalundborg. Stenen kan ses fra grusvejene på åben mark mellem Sandagergård og Vibehøjgård øst for Klovby. Værslevstien, der er en vandre- og cykelsti, passerer forbi få hundrede meter øst om Gubstenen. Læs mere om Værslevstien her.