Jetsmarkstenen

Jetsmarkstenen

Jetsmarkstenen består af en usædvanlig og en særdeles nydelig granittype. Næsten helt hvid- og sortspættet er den, når du betragter den tæt på. Den stammer sandsynligvis fra svenske Bohuslen og kom med indlandsisen under yngste isfremstød over Vendsyssel.
Planen i 2010 var at finde en god placering i nærheden til kæmpestenen. Men stenen ligger stadig i graven her i 2019. Grusgraven er på vej til at blive rekreativt område. Du kan frit og uden at spørge bevæge dig ned i graven og besigtige kæmpen ved søbredden.

Geologi

Bjergarten er meget lys og enskornet. Hovedmineralet er mælkehvid feldspat. Heri ses lys grå kvarts, hvor du aner et blåligt skær. Desuden ses brun kvarts. Størrelsen på de enkelte mineralkorn ligger mellem 2 og 3 mm, og bjergarten kaldes derfor mellemkornet. Bjergarten samlet set viser svag foliation, idet mange af mineralkornene er aflange og har samme orientering.

Stenen lå højt i grusgraven, da den blev fundet. Faktisk lige under pløjelaget, for bonden, der dyrkede marken før grusgravning, stødte indimellem på den med ploven. Yngste isfremstød over området kom fra nord og bragte ler, sand, grus og sten med fra egnene omkring Oslofjorden og efterlod det øverst i landskabet. I Jetsmark grusgrav finder du hurtigt en håndfuld rhombeporfyrer og larvikitsten som bevis for den isbevægelsesretning. Larvikit kommer fra Larvik syd for Oslo. På svenskesiden af Oslofjorden i Bohuslen ligger et granitkompleks med overvejende rødlige mellemkornede homogene granitter. Men Bohuslen-granitten har en lys grå variant. Jetsmarkstenen kunne meget vel være en grå variant af Bohuslen-granit.

Lys grå Bohuslen-granit med hvid feldspat og blågrå kvarts ser du også i Hornes kæmpesten.

Stenens størrelse

Stenen i Jetsmark Grusgrav måler 4,6 x 3,1 m. Den er 1,6 m høj. Sættes de tal i formlen for en omdrejningsellipsoide fås en volumen på 12 m3 og en vægt på 32 tons, idet granit vejer 2,7 tons/m3.

Stenens navn

Jetsmarkstenen fik sit navn kort tid efter sin opdukken i Jetsmark Grusgrav. Gravemaskinen stødte på den under rutinegravning i 2010. Lidt af en overraskelse i en grusgrav med fint grus og langt mellem sten større end tennisbolde.


 


 

Feltbeskrivelse og tekst: Henrik J. Granat, GEUS

Bjergartsbestemmelse: Thomas F. Kokfelt og Henrik J. Granat, begge GEUS

Wilske, H.: www.skan-kristallin.de - Bohuslän-Granit

Wilske, H.: www.skan-kristallin.de – Grauer Bohus-granit

Jyllandsposten (2010): Nordjysk kæmpesten dukket op. Artikel i jp.dk, indland, 06.09.2010 kl. 10.20.

Houmark-Nielsen, M. m.fl.(2005): De seneste 150.000 år i Danmark, Istidslandskabet og naturens udvikling. Geoviden, geologi og geografi nr. 2, 2005. 20 s.

Fotos: Henrik J. Granat

Besøg Jetsmarkstenen

Jetsmarkstenen befinder sig i Jetsmark Sogn, Jammerbugt Kommune. Jetsmarkstenen ligger i Jetsmark Grusgrav i sydvestlige Vendsyssel mellem Åbybro og Saltum. Vej 55 forbinder de to byer. Jetsmark by er næsten vokset sammen med den større by Pandrup. Nemmeste vej til Jetsmarkstenen kan gå via Jetsmark Kirke. Ved kirken findes en stor P-plads, hvor det er muligt at stille bil eller cykel og gå det sidste stykke. Men der er vist ikke noget i vejen for at køre helt frem til stenen. Grusgraven ligger knap 500 m vest for kirken ad vejen Præstemarken. Grusgraven med kæmpestenen ligger nord for vejen. Selve stenen ligger ved kanten af en sø, der er opstået i bunden af en stor del af graven.

Jetsmark Grusgrav ejes og drives af entreprenørfirmaet Svend Aage Christiansen A/S. Men grusgravningen er ophørt i graven nord for vejen Præstemarken, hvor stenen ligger. Den gamle grav med sø er på vej til at blive et rekreativt område. Du kan uden at spørge besøge graven og besigtige dens kæmpesten.