Nøvlingstenen

Nøvlingstenen blev glatpoleret og butkantet under rejsen med indlandsisen. Den har enkelte plane flader, der ser isslebne ud, dog uden at der er tydelige skurestriber at se. Den glatpolerede overflade brydes enkelte steder af afskalninger, der må skyldes frost eller opvarmning af den mørke overflade i solen.

Nøvlingstenen består af bjergarten larvikit. Den er sammensat af 2-4 cm store feldspatkrystaller, hvori der findes 1-5 mm sorte pletter af mørke mineraler. Larvikit ses oftest i en mørk og en lys variant med det karakteristiske træk, at de labradoriserer. Det betyder, at stenen pletvis lyser op med et blåt skær. Lidt ligesom perlemor. Lys og mørk labradoriserende larvikit brydes og sælges til bordplader og facadesten. Men Nøvlingstenen er mere brun med lysebrune udfyldninger mellem feldspatkrystallerne. Lignende brun larvikit findes i et stenbrud ved Stokke 30 km nord for Larvik.

Larvikit, der være sig lys, mørk eller brun, klassificeres i den nyeste litteratur som bjergarten monzonit i den overordnede klassifikation af magmatiske bjergarter.

Rejsen med Nordøstisen

Nøvlingstenen kom med Nordøstisen, der flød hen over Oslo-området og Larvik på sin vej til Vendsyssel og Himmerland. Larvikit og den velkendte rhombeporfyr er en slags bjergarternes bror og søster, da de er født i maven på samme vulkan. Larvikit størknede langsomt i dybet, medens rhombeporfyren boblede ovenud som lava og størknede langt hurtigere.

Vulkanerne omkring Oslo og Larvik var aktive i den geologiske tidsperiode Perm, der varede fra 290 til 250 millioner år siden. Nordøstisen bragte sten – heriblandt sten af larvikit og rhombeporfyr – fra Oslo-området til Danmark for 23.000 til 20.000 år siden i slutningen af Weichsel Istiden.

Dynen i Frederikshavn, Gråstenen ved Rold Skov og Mørupstenen ved Herning består alle af larvikit.