Skildpaddestenen

Foto: Henrik J. Granat

Skildpaddestenen har sit navn, fordi den fra en bestemt vinkel ligner en havskildpadde på kravletur. Granitten er karakteristisk og ligner Bohuslen-granit fra vestkysten af Sverige. Padden ligger i fladvandet syd for Færøn og vest Kringelrøn. Gåturen fra Saltsyderiet går langs Færøn Flod forbi Granatstenen og den mystiske men dragende Blå Sten.

Et enkelt håndstort fremmedlegeme lyser op i den ensartede granit. Der er sandsynligvis tale om resterne af en pegmatisk åre bestående af granitten mineraler: Kalifeldspat, plagioklas og kvarts. Foto Henrik J. Granat.

Geologi

Blegrøde kalifeldspatkorn danner mosaik med glasklare kvartskorn og mineralet plagioklas. Sorte nistre findes jævnt fordelt sandsynlig af glimmermineral biotit og/eller hornblende. Kornenes størrelse når sjældent over en halv millimeter bortset fra enkelte større solitære korn. Mineralsammensætningen og kornenes størrelse klassificerer Skildpaddestenen til en mellemkornet granit.

Skildpaddeskjoldet mod syd skaller af i flader. Det kaldes eksfoliation og opstår, når granittens overflade varmes op og køles ned.

Havskildpadder kommer som bekendt langt omkring i oceanerne, og skildpaddegranittens udseende antyder, at stenen stammer fra grundfjeld i Bohuslen langs vestkysten af Sverige. Dermed er den sandsynligvis i bjergartsfamilie med Saltstenen, Uglestenen, Doktorstenen og den store Pigesten, der alle pryder Rønnerne og Fjærerne.

Feltbeskrivelse, tekst og fotos: Henrik J. Granat, GEUS

Bjergartsbeskrivelse: Thomas F. Kokfelt, GEUS

Petersen, J.H. (2022): Sydvesten og Rønnerne på Læsø. Kort på adressen www.jenshpetersen.dk/roennerkort.pdf

Petersen, J.H. (2021): Jomfrulandet – Rønnerne på Læsø. Museumsforeningen for Læsø. 320 sider. Side 121.

Petersen, J.H. (2021): Rønnernes store sten. Plakat, A2, Mycelium books.

Christensen, B. (1987): Læsø – som du var engang. S.A.L. Forlaget, 142 sider. Side 60.

Udforsk stenen

Læs mere om Skildpaddestenen

Skildpaddestenen måler 4,5 x 3,5 m i længde og bredde. Den er 2,0 m høj over sandbunden og måler 12,0 m i omkreds. Volumen og vægt anslås til 16 kubikmeter og 44 tons.

Skildpaddestenen ligner en havskildpadde med hoved og skjold set fra syd. Navnet blev præsenteret på en plakat med Rønnernes store sten i sommeren 2021. Plakaten var en forløber for den flotte bog med titlen Jomfrulandet, hvor mange af Rønnernes største og mest seværdige sten bliver præsenteret.

Besøg stenen

Vejen til Skildpadden er brolagt med sten i alle størrelser. Foto Henrik J. Granat

Skildpaddestenen ligger i fladvandet syd for Færøn og vest for Kringelrøn ved udmundingen af Færøn Flod. Rønnerkortet viser vej.

Gåturen fra Saltsyderiet til Skildpaddestenen er cirka to en halv km lang i lige linje. P-pladsen ved Læsø Saltsyderi er udgangspunkt for de fleste gåture ud over Rønnerne eller for en cykeltur på Hornfiskrønvej.

Blå Sten står som et fyrtårn og viser vej til Skildpaddestenen. Den markante mørke Blå Sten ses tydeligt mod sydvest, når du tager de første skridt på den flade Kringelrøn efter at have passeret Saltsydehytten og de sidste træer, der hindrer udsynet over vidderne. Fra Blå Sten holdes kursen, og Skildpaddestenen ses snart i horisonten mellem fladvandets mindre sten.

Den direkte vej går gennem vand sine steder. Skildpaddestenen ligger i ankeldybt vand og bunden er mudret. Gummistøvler er en god ide.

Der er offentlig adgang til fods på Rønnerne dog med den vigtige undtagelse, at i fuglenes yngletid 1. maj til 15. juli er der ikke adgang til arealerne vest for Hornfiskrønvej. Skildpaddestenen ligger vest for Hornfiskrønvej.

Der kan desuden være jagt på de private arealer, som du skal være opmærksom på.

I vintermånederne kan turen være svær eller umulig, da Rønnerne på den årstid ofte er overskyllet af havet. Du må cykle og ride på Hornfiskrønvej. Hunde må ikke medbringes – hverken i eller uden snor.

Skildpaddestenen ligner en havskildpadde med hoved og skjold. Foto Henrik J. Granat