Forklarende sagn var datidens bedste bud på, hvorfor kæmpestenene lå, hvor de lå. På asetroens tid var kæmper, jætter og trolde en virkelighed på lige fod med, at Jorden selvfølgelig var flad.
Kirkekastesagn
Langt de fleste kæmpesten er ifølge sagnene kastet af kæmper, trolde eller jætter efter en kirke. I kirkekastesagnene ligger en alder, idet de må være opstået efter kristendommens ankomst til landet. Der findes dog også en række kastesagn, der sandsynligvis er ældre, hvor kæmpevæsener ikke kaster efter kirker, men hvor stenkast indgår i kæmpernes kampe, lege, drillerier, pralerier, væddemål og som udslag af kærlighed og skinsyge. De var faktisk ret menneskelige, de væsener med overmenneskelige kræfter!
I kirkekastesagnene ligger den selvmodsigelse, at stenene lå på deres plads, da kirkerne blev bygget. Forklaringen er nok, at det få generationer efter kirkens opførelse har været almen opfattelse, at kirken har ligget der altid – ligesom stenene.
Samlet set i de sagn, vi kender, er flest sten kastet af kæmper, med trolde på andenpladsen. Men sjovt nok optræder trold i sprogbrugen oftere på Sjælland end i Jylland, medens kæmperne er langt i overtal som stenkastere i de jyske sagn.
I Øgelstenen på sandvaden syd for Læsø ses tre aflange fordybninger. Mærkerne skulle ifølge en lokal læsøbo være ophavet til navnet, der oprindelig var Uglesten, fordi mærkerne skulle være kommet fra en ugle, der har siddet på den ensomme sten. I dag kaldes stenen ind i mellem Øglestenen, hvilket drejer fantasien i en helt anden retning. Historien er således et eksempel på, hvordan sagn og navne udvikler og ændrer sig hele tiden. Foto: Henrik J. Granat.