Den lille stab af geologer og assistenter kom ikke sovende til kortlægningen. Udstyret med deres håndbor og rygsække med proviant og notesbøger traskede de gennem terrænet.
Som illustration af omfanget kan nævnes, at Kristian Rørdam, der havde sin bror Halfdan som assistent, den første sommer i DGU’s historie nåede at foretage flere end 6.000 håndboringer til Hillerød kortbladet. Samme sommer indsamlede brødrene desuden 300 prøver af jord og sten, og de optegnede 65 profiler, der viste fordelingen af de geologiske lag.
Profilerne blev blandt andet fundet ved studier af skrænter, hvor naturen har ladet de geologiske lag komme til syne, og af lokaliteter, hvor der var gravet ud til anlægsarbejder og lignende.
I særlige situationer forekom det også, at DGU selv tog initiativ til egentlige geologiske boringer. Det skete typisk, når der var tegn på lovende forekomster, som kunne få økonomisk betydning.
Læs også Bejler til brøndgraverne.