Faglig strid ender i Højesteret

I 1935 udbrød der en bitter konflikt mellem Lauge Koch og 11 kolleger om hans arbejdsmetoder.

Opgøret startede efter publikationen i 1935 af Kochs afhandling Geologie von Grönland, og striden spidsede til, da de 11 geologer på en ekstraordinær generalforsamling i Dansk Geologisk Forening forsøgte at få ekskluderet Lauge Koch.

Anklagerne gik på, at Koch havde ­givet en ukorrekt fremstilling af sit kartografiske arbejdes omfang, at han havde taget æren for andres indsats og brugt kollegers upublicerede data uden tilladelse.

Kritikken var ikke grebet ud af den blå luft. Set med nutidens øjne havde Lauge Koch vitterligt taget æren for medarbejdernes indsats i et omfang, som i dag ville være helt uacceptabelt, men dengang var en sådan praksis helt almindelig.

Det ualmindelige var, at universitetets patent på sandheden blev brudt. Kort sagt var universitetsprofessorerne og DGU’s direktør stødt over, at en mand uden for deres kreds kunne finde på at publicere uden deres forudgående godkendelse.

Koch blev ikke ekskluderet fra geologforeningen.

Til gengæld slæbte han sine kritikere i retten, hvor ‘Lauge Koch sagen’ under mediernes store bevågenhed endte i Højesteret, som afsagde den – kloge og rigtige – dom, at retssystemet ikke skal blande sig i tolkning af videnskabelige resultater.

Hvis man ser bort fra de personlige aspekter i sagen, drejede konflikten sig om to forskellige tilgange til geologisk forskning.

Koch var den pragmatiske, tværfaglige geolog og ekspeditionsleder, som mente, at ny viden om geologiske forhold skulle beskrives her og nu i store træk, mens hans kritikere var specialister, som lagde vægt på grundige undersøgelser og solid dokumentation.

Kernen i den diskussion er principiel, og skismaet er stadig aktuelt. Det samme gælder den videnskabelige arv efter Lauge Koch, som begyndte den egentlige geologiske kortlægning af Grønland.

Læs også Håb om mere af ‘det hvide guld’