Bundsmeltning drillede klimaforskerne

I somrene 1996–1998 slog glaciologer fra GEUS og Alfred-Wegener-Instituttet i Bremerhaven lejr ved Nioghalvfjerdsfjorden i det nordøstlige Grønland, hvor en af Indlandsisens store gletsjere har sit udløb.

Målet var at løse en gåde. Man stod nemlig over for det paradoks, at ismodellerne konsekvent beregnede for meget is i Nordgrønland og Nordøstgrønland i forhold til iskappens faktiske tykkelse.

Måling af bundsmetltning

Glaciologerne Niels Reeh (tv.) og Ole B. Olesen måler bundsmeltningen i et hul boret igennem gletsjeren i Nioghalvfjerdsfjorden i 1996. Foto: Henrik Højmark Thomsen, GEUS.

Umiddelbart vurderede de internationale forskere, at de ikke havde godt nok styr på mængden af nedbør i regionen, hvorfor modellerne overvurderede snefaldets omfang. Men årsagen til fejlen viste sig at være en helt anden.

Gletsjeren i Nioghalvfjerdsfjorden har en ca. 80 km lang istunge, som flyder på vandet i fjorden, og glaciologerne målte, at afsmeltningen ved bunden af gletsjertungen som følge af kontakten med havvandet var langt større, end man hidtil havde regnet med.

Med andre ord:

Man havde overset det uventede store massetab fra bunden af den flydende gletsjertunge, og derfor skød ismodellerne over målet, når de skulle beregne tykkelsen af isdækket.

Opdagelsen var vigtig, fordi flere andre nordlige gletsjere ligner den i Nioghalvfjerdsfjorden, og senere beregninger med den nye viden viste, at klimaforskerne havde overset en bundsmeltning, som i runde tal tegner sig for 10 procent af massetabet fra Indlandsisen.

Læs også Målestationer ved isranden

Indlandsisen skrumper ind

Omkring årtusindskiftet kom Indlandsisens fremtidige skæbne i det globale drivhus for alvor til at præge den internationale debat om konsekvenserne af klimaændringerne. Tre processer afgør i forening, om iskappen vokser eller svinder ind.

Hvert år akkumuleres der sne på toppen af Indlandsisen, men til gengæld mister iskappen masse via smeltning fra de nedre dele samt ved kælvning af isfjelde fra udløbsgletsjerne.

Indtil sidst i 1990’erne mente klimaforskerne, at akkumulationen af sne og massetabet modsvarede hinanden, så iskappen var i balance. Men omkring 2000 begyndte Indlandsisen at miste masse som følge af opvarmningen i Arktis.

Det skyldes dels stigende afsmeltning ved isranden, dels at mange udløbsgletsjere øgede flydehastigheden og kælvede flere isfjelde.