Geocenter Danmark

Oprettelsen af Geocenter Danmark kom med i Regeringens beslutning om ‘det nye forskningslandskab’.

Geocenter Danmark koordinerer en række større forskningsprojekter af betydning for mineral- og olieefterforskning, sikring af rent drikkevand, råstofforsyning, klimaets udvikling, miljøovervågning og miljøplanlægning samt by- og landskabsplanlægning.

Samarbejdet omfatter desuden fælles benyttelse af en lang række laboratorier.

Centeret er også en vigtig spiller i uddannelsen af geologer. For eksempel findes der ikke en decideret oliegeolog-uddannelse i Danmark.

I stedet foregår uddannelsen især gennem de studerendes valg af speciale og gennem ph.d.-projekter. GEUS huser et stort antal speciale- og ph.d.-projekter på disse og andre områder.

Ved at forene kræfterne opnår GEUS og universiteterne, at de geologiske projekter bliver yderligere interessante for specialestuderende og ph.d.-studerende. Desuden bliver det mere attraktivt for internationale partnere at indgå i samarbejder.

I 2016 etablerede GEUS en ny Maringeologisk Afdeling i Aarhus, hvor den sammen med Afdelingen for Grundvands- og Kvartærgeologisk Kortlægning har til huse i Aarhus Universitets campus.

Centerets erklærede mål er at blive blandt de førende forsknings- og uddannelsescentre i Europa inden for geologi og geografi.

Læs også Rygraden i klimatilpasningen