Den danske indsats

Vi viser her resultaterne af den nyeste forskning indenfor overvågning af den dynamiske jord. En forskning, som danske forskere deltager meget aktivt i, og resultater som danske forskere har været med til at opnå.

Remote sensing og geodæsi

Forskerne i Danmarks Rumcenters afdelinger for geodæsi og geodynamik fokuserer blandt andet på undersøgelse af ændringer af jord- og havoverfladen, f.eks. i forbindelse med jordskælv og klimaændringer.

I dette arbejde er man meget afhængig af remote sensing-observationer fra fly eller satellit.

DRC's forskere deltager også i opmålingen af Jordens tyngdefelt og i det internationale samarbejde omkring satellitbaseret opmåling og stedbestemmelse (GPS og det fælleseuropæiske Galileo, som er et GPS-lignende system under udvikling).

Satellitovervågning af den dynamiske jord

Sammen med Kort- og Matrikelstyrelsen bidrager Danmarks Rumcenter til den geodætiske opmåling af Danmark og Grønland og sørger for etablering af permanente GPS-stationer både i Danmark og Grønland. Herunder deltager Danmark og danske forskere i forskningssamarbejdet omkring den globale overvågning af den dynamiske jord med GPS.

Overvågning af jordskælv

Forskere ved GEUS sørger for, at Danmark deltager i den globale overvågning af verdens jordskælv. Resultater og data fra de fire seismografer i Danmark og fire i Grønland sendes videre til de internationale datacentre, hvor de bruges til bl.a. at lokalisere jordskælvenes epicentre. Danske forskere bruger jordskælvsbølger til at kortlægge dybe strukturer i Danmarks og Grønlands undergrund. Vi bruger hovedsagelig rystelserne fra store, fjerne jordskælv, da vore egne jordskælv er for små og for sjældne.

Registrerede jordskælv i og omkring Grønland.

Registrerede jordskælv i og omkring Grønland. På kortet ses desuden placeringen af GPS (grønne stjerner) og de seismologiske stationer (blå stjerner). Kilde: GEUS-kort.

Danske og grønlandske jordskælv

I Danmark har vi gennemsnitligt færre end fem jordskælv om måneden. Det er dog ikke hvert år, der kommer et jordskælv, som er kraftigt nok til, at vi mennesker lægger mærke til det. Danmark befinder sig langt fra en pladegrænse, så vores jordskælv stammer fra udløsningen af de små spændinger, der opstår inde i pladen, når den er udsat for pres i kanterne.

Jordskælv

Kortet viser jordskælv registreret fra 1930 til 2020. Kort: GEUS

Der er mange flere jordskælv i Grønland end i Danmark, og de grønlandske jordskælv er også en smule større end de danske. Det er, fordi der er mange aktive forkastninger i Grønland. En forkastning er en dyb revne i jordskorpen, hvor der sommetider er bevægelse. Der er især mange jordskælv ved Tasiilaq på østkysten, ved Grønlands nordøstlige hjørne, samt ved Diskobugten i Vestgrønland.

Berømt dansker

Den danske forsker Inge Lehmann

Den danske forsker Inge Lehmann (1888-1993), der opdagede Jordens indre kerne i 1936. Kilde: Ukendt

I 1936 opdagede den danske forsker Inge Lehmann, at Jorden har en fast indre kerne. Inge Lehmann studerede hundredvis af jordskælv og lavede sine beregninger helt uden computer! Selv efter sin død i 1993 er Inge Lehmann en af de mest berømte geofysikere i verden, og der uddeles både et legat og en videnskabelig hædersmedalje i hendes navn. Hun blev 104 år gammel og skrev sin sidste videnskabelige artikel, da hun var 99 år.