Indlandsisen, klimaet og istiderne

^{Kæmpe isfjeld med sprækker bevæger sig langsomt ud mod mundingen af isfjorden. Foto: Jakob Lautrup}

Den grønlandske Indlandsis har et areal på 1,7 millioner kvadratkilometer og er op til 3,2 kilometer tyk. Indlandsisens massebalance bliver opretholdt gennem akkumulation af sne svarende til omkring 600 kubikkilometer is om året, hvilket modsvares af et tilsvarende tab gennem kalvning af isfjelde og smeltning i randzonen.

Indlandsisen ligger i en skålformet fordybning, der er dannet ved isens belastning af jordskorpen. Hvis Indlandsisen forsvandt, ville grundfjeldet hæve sig og danne et landskab, der svarer til, hvordan Grønland så ud, før landet blev nediset. Dengang var det indre af Grønland drænet af store floder. Mange af floderne havde afløb mod Disko Bugt og fortsatte til kanten af kontinentalsoklen ud for Vestgrønland.

^{Under sidste istid bredte store isdækker sig på den nordlige halvkugle. For omkring 21.000 år siden var 30 millioner kvadratkilometer dækket af is. Langt det største isdække lå i Nordamerika. Ilulissat befandt sig centralt i de nedisede regioner på den nordlige halvkugle. Illustration: Henrik Klinge Pedersen}

^{Til venstre: Indlandsisen i dag; det mørke område viser dræningsområdet for Sermeq Kujalleq.
I midten: Kortet viser højdeforholdene ved bunden af Indlandsisen.
Til højre: Grønland uden det nuværende isdække og med højden af landskabet korrigeret for belastningen fra isdækket. Store dele af det centrale Grønland drænes via store floder mod Disko Bugt i Vestgrønland. Fortsættelsen af den gamle dræning af indlandet ses som submarine trug ud for Grønlands kyster.
Illustration: Henrik Klinge Pedersen}

Da nedisningen begyndte i Grønland, blev flodlejerne yderligere eroderet ved randen af isdækket, og de gamle lejer kan fortsat spores under randen af Indlandsisen.

I nogle områder blev kanalerne særligt dybe, og de fungerede som dræningsruter for produktionen af kalvis under forskellige stadier i isdækkets udvikling. Kalvisproduktion var dengang som i dag begrænset til disse kanaler. Kanalerne findes nu som trug på kontinentalsoklen, som fjorde i de isfrie landområder og som dybe dale under isstrømmene i Indlandsisens randzone.

Selvom kalvende gletsjere er vidt udbredte langs Grønlands kyster, er den årlige produktion af kalvis fra Indlandsisen koncentreret i nogle få store udløbsgletsjere inden for den 6.000 kilometer lange omkreds af isdækket. Udløbsgletsjerne findes især langs vestkysten.

Omkring 84 kubikkilometer kalvis stammer fra de fem største udløbsgletsjere. Resten af kalvisen frigives fra talrige mindre gletsjere.

Overgangen fra fortidens isfrie landskab til Grønlands nuværende glaciale landskab kendes ikke i detaljer. Data fra borekerner fra havbunden tyder på, at der skete en markant global afkøling for 38-24 millioner år siden, hvilket førte til dannelsen af det gigantiske isdække i Østantarktis.

Efter en relativ varm periode, som kulminerede for 15 millioner år siden, begyndte klimaet igen at blive koldere for 10 millioner år siden. For 7 millioner år siden blev der dannet aflejringer i Nordatlanten, som indeholder materiale, der var transporteret af isfjelde, hvilket ses som det første tegn på en stor nedisning i Sydgrønland. For 2,5 millioner år siden blev der igen dannet aflejringer med istransporteret materiale, som tyder på en mere vidt udbredt nedisning i hele Grønland.

Det tidligste tegn på en ny isfri periode stammer fra Kap København Formationen i den nordligste del af Grønland for 2,4 millioner år siden. På det tidspunkt var Grønland ikke dækket af is. Den nuværende Indlandsis er formentlig først dannet under de egentlige istider gennem den seneste million år.

Midt inde på Indlandsisen bliver den akkumulerede sne gradvist begravet og synker dybere og dybere ned i isdækket, hvor det høje tryk presser sneen sammen til gletsjeris. Omdannelsen sker i de øvre hundrede meter af isdækket.

Samtidig med den lodrette bevægelse ned gennem isdækket flyder isen også langsomt ud mod siderne af isdækket. Bevægelsen går væk fra højderyggen i midten – isdeleren – og ender ved de yderste rande på begge sider af Indlandsisen. Fra isdeleren ud mod israndene inddeles isen i zoner afhængigt af overfladens højde over havet og dens hældning.

^{Snit tværs gennem Grønland, der viser Indlandsisens tykkelse. I de centrale dele overstiger tykkelsen 3 km. Bemærk at de dybeste dele ligger under havniveau. Flydelinjerne angiver, hvordan isen bevæger sig fra de indre dele ud mod randen. Illustration: Carsten E. Thuesen, GEUS.}

Den højeste zone af Indlandsisen er tør og næsten uden smeltning af den aflejrede sne. Længere nede forekommer der smeltning og nedsivning af smeltevand. I den næste zone bliver sneen vandmættet i sommerens løb, men vandet genfryser i de dybereliggende snelag.

Nærmere isranden skaber genfrossen sne en ny zone ved snelinjen, som i Ilulissat-området ligger 1300 meter over havet. Her bliver genfrosset smeltevand føjet til gletsjerisen. Zonen slutter 1200 meter over havet ved ligevægtslinjen, hvor tilførslen af sne og frosset smeltevand svarer til tabet ved smeltning. Længere nede findes den zone, hvor isen smelter om sommeren.

På toppen af Indlandsisen er isens bevægelse langsom og går mest nedad gennem isdækket. Bevægelsen til siderne øges, jo længere man kommer ud imod isranden. Isens horisontale flydning opnår udenfor isstrømmen tophastigheder på 50-200 meter om året nær ved ligevægtslinjen, hvorefter bevægelsen falder til nær nul ved isranden.