Landet under og omkring isen

Grønlands geologiske opbygning afspejler en historie, der spænder over næsten fire milliarder år. Langt den største del af landet udgøres af det prækambriske grundfjeld. Fjorde og dale er anlagt ved floderosion og senere uddybet ved glacial erosion under Indlandsisens mange fremstød og tilbagetrækninger. Gletsjerne eroderer også landskabet i dag. Man kan se det ske ved isranden i Kangia.

Grundfjeldet ved Godthaabsfjord

Grundfjeldet ved Godthåbsfjord. Grundfjeldsbjergarterne består af grå gnejser med sorte bånd af amfibolit. Foto: Jakob Lautrup

Grundfjeldet i Grønland består af sammensvejsede blokke af jordskorpe fra urgamle bjergkædefoldninger, hvoraf de ældste er ca. 3,9 milliarder år gamle og de yngste 1,8-1,6 milliarder år. Området omkring Kangia er dannet i den seneste del af perioden.

Det prækambriske grundfjeld domineres af lyse, foldede gnejser og granitter med bånd og indeslutninger af glimmerskifer og mørke basiske bjergarter. Grundfjeldet kan ses langs hele den isfrie del af Vestgrønland og Sydgrønland, men er skjult under Indlandsisen i langt den største del af landet.

Ved Isua, Nuuk

Ved Isua nær Nuuk findes 3,8 milliarder år gamle aflejringer. Der er spor efter en meget tidlig dannelse af vulkanske bjergarter, og der er urgamle sedimenter fra havbund, hvor det tidligste spor af liv på Jorden er fundet i form af kulstof fra mikroorganismer.
Foto: M. Rosing, Geologisk Museum

Udsnit af profil med lavabænke i Vestgrønland

Udsnit af profil med lavabænke fra den øvre lavaserie på Disko i Vestgrønland. På billedet ses et snit gennem 8 lavastrømme, der hver har en ensartet opbygning. Bænkene er ca. 20-40 m tykke.
Foto: L.M. Larsen

Øst for hovedstaden Nuuk findes nogle af verdens ældste bjergarter i Isua, hvor fjeldet indeholder 3,9 milliarder år gamle aflejringer. Der er spor efter en meget tidlig dannelse af vulkanske bjergarter, og der er urgamle sedimenter fra havbunden, hvor det tidligste spor af liv på Jorden er fundet i form af kulstof fra mikroorganismer.

Allerede på dette tidspunkt er der foregået en kontinentdannelse og pladetektoniske bevægelser. I grundfjeldskjoldets kerne sluttede bjergkædedannelsen for 2,5 milliarder år siden, mens randområderne blev påvirket af forskellige yngre bjergkædefoldninger. Samtidig blev der også dannet ny jordskorpe, der blev til nye kontinenter, som voksede sammen med de eksisterende landmasser. Grundfjeldet mellem Kangerlussuaq og Disko Bugt indeholder både gamle genfoldede bjergartskomplekser og yngre bjergarter, der er opstået dybt nede i jordskorpen.

Sammen med Nordamerika udgjorde Grønland for 1,6 milliarder år siden et stort nordamerikansk kontinent, Laurentia. På det tidspunkt var foldningen af prækambriske bjergkæder i Grønland stort set afsluttet, og grundfjeldsskjoldet var hævet og delvis nederoderet. Den senere udvikling knytter sig især til skjoldets randområder, hvor senere dannede bjergarter er bevaret i Nordgrønland, Østgrønland og dele af det centrale Vestgrønland.

I Nordgrønland og Nordøstgrønland blev der for 400-350 millioner år siden dannet to store foldebælter langs med kysterne.

Nuussuaq Bassinet

Lagserie fra Nuussuaq Bassinet med deltaaflejringer og marine aflejringer.
Foto: C.T.R. Pulvertaft

Figur af Grønlands bevægelse


I løbet af de sidste 500 millioner år har Grønland langsomt bevæget sig mod nord – fra troperne til den nuværende beliggenhed i Arktis. Tallene angiver tid i millioner år før nu. Illustration: Henrik Klinge Pedersen, GEUS

I tiden efter de yngre bjergkædefoldninger domineres Grønlands geologiske udvikling af dannelsen af sedimentære bassiner langs med randen af grundfjeldsskjoldet, hvor der blev aflejret 5-10 kilometer tykke lagserier.

I dag findes der rester af aflejringerne ved kysterne og på Grønlands kontinentalsokler under havet. På Disko og Nuussuaq nord for Disko Bugt ligger der et sedimentært bassin, som blev dannet for 120-60 millioner år siden. Bjergarterne omfatter både aflejringer fra floder og søer såvel som marine sedimenter, som blev aflejret ud for den daværende kyst.

For 60-55 millioner år siden førte pladetektoniske bevægelser til en åbning af Atlanten, hvor Østgrønland blev adskilt fra Norge og Nordeuropa, mens Labrador Havet og Davis Strædet opstod mellem Canada og Vestgrønland.

Oceanbundsspredningen blev ledsaget af en voldsom vulkansk aktivitet langs brudzonerne, og vulkanismen afsatte kilometertykke lagserier af lavaer, som i dag findes nord for Disko Bugt i Vestgrønland og i den centrale del af Østgrønland. Tilsvarende lavalagserier danner også store dele af bunden under de omgivende havområder ud for Vestgrønland og Østgrønland.

Grønlandsk kort

Geologisk kort over Grønland. Illustration: Helle Zetterwall

Dræningskanaler, trug og fjorde

Kangia danner et snit gennem et område af Grønlands grundfjeld, hvor bjergarterne blev dannet for 1,8 milliarder år siden.

Bjergarterne opstod i de dybeste dele af foldebæltet under bjergkædefoldning. De bjergarter, man ser omkring isfjorden, er dannet 20-30 kilometer nede i jordskorpen, hvor de blev deformeret under foldningen, og hvor mineralerne krystalliserede under høje tryk og ved temperaturer på 400-700 grader celsius.

Efter bjergkædedannelsen var afsluttet, hævedes jordskorpen op, og de øvre dele blev samtidig udsat for erosion og ført væk, så de dybtliggende dele langsomt kom op til overfladen.

Illustration

Tegning, der viser, at litosfæren nedbøjes i underlaget ved bjergkædefoldning, og at den derefter hæves langsomt, i takt med at toppen af bjergene borteroderes. Herved aftager belastningen på underlaget, og asthenosfæreunderlaget 'flyder' tilbage i nedbøjningsfeltet og udfylder det opståede restvolumen. Illustration: Carsten E. Thuesen, GEUS

Før Indlandsisen dækkede Grønland, spillede floder en vigtig rolle i den tidlige dannelse af Kangia og truget under Sermeq Kujalleq. Floderne eroderede kanaler og fjorde helt ud til randen af kontinentalsoklen. Da vandskellet lå i den østlige del af landet, blev en stor del af den nedbør, der faldt over Grønland, drænet mod Disko Bugt. Floderosionen må have været særlig udtalt her, og dybe dale blev dannet.

Da Indlandsisen begyndte at dække Grønland, fortsatte en stor del af nedbøren med at blive drænet mod Disko Bugt, men nu i form af gletsjeris.

Isstrømmene fulgte de ruter, der var skabt af floderne. Isstrømme som Sermeq Kujalleq kan erodere brede og dybe trug, hvor bunden ligger langt under havniveau. Selve isen eroderer ikke ret meget, men sten og klippestykker skubbes hen over grundfjeldet af isen og får isstrømmen til at virke som en gigantisk fil.

I området omkring Disko Bugt har isstrømme på den måde skabt Egedesminde Dyb, Kangia og truget under Sermeq Kujalleq.

Illustration af vanddybder i Disko Bugt og Davis Strædet

Vanddybder i Disko Bugt og Davis Strædet. Truget i Egedesminde Dyb mellem Qeqertarsuaq og Aasiaat markerer beliggenheden af en tidligere isstrøm, som var aktiv, da Indlandsisen strakte sig længere mod vest end i dag. Illustration: Henrik Klinge Pedersen, GEUS

Mange fjorde rundt omkring i verden er skabt af isstrømme. Men Ilulissat-området er et af de få steder på Jorden, hvor man stadig kan se aktive gletsjere i fuld gang med at erodere fjorden og danne dræningskanaler i oplandet.

Morænerygge, kameterrasser og israndsdeltaer

En stor del af det eroderede materiale fra Sermeq Kujalleq og Kangia er gennem tiderne blevet aflejret på havbunden, men der findes også morænerygge på land. De veludviklede morænerygge snor sig gennem landskabet fra den ene fjord til den næste, og de strækker sig næsten ubrudt fra Qasigiannguit og Ilimanaq i syd via Isfjeldsbanken til mundingen af Paakitsoq fjord.

Morænerne kan deles i to systemer. De første moræner blev afsat for 9500 år siden, da det relative havniveau stod 60-70 meter over det nuværende havniveau. De senere moræner blev dannet for 8000 år siden, da det relative havniveau var 35-50 meter over det nuværende.

Morænerne og de ringe vanddybder over Isfjeldsbanken tyder på, at den kalvende front af Sermeq Kujalleq dengang var betydelig mindre end i dag, og produktion af kalvis må have været tilsvarende mindre.

Moræneryggene blev dannet under pauser i israndens tilbagetrækning eller under et kortvarigt fremstød. Ved isranden blev der også dannet kameterrasser og israndsdeltaer. Alle tre landskabsformer kan ses i områder nær den nuværende isrand, hvorfra isen er forsvundet i løbet af de seneste 150 år.

Fortsæt din rejse på Ilulissat Isfjord:

Isen, videnskaben og isfjorden

Illustration af moræner i Ilulissat området

De største moræner i Ilulissat-området er angivet med de røde streger. Morænelandskaber, som er dannet ved isens tilbagetrækning, er lyserøde. Havaflejringer er vist med blåt og søaflejringer med grønt. Den tidligere udbredelse af gletsjeren i den ydre del af fjorden i midten af det 19. århundrede er vist med blågrå skravering. På kortet ses de danske navne for Qasigiannguit (Christianshåb), Ilimanaq (Claushavn) og Ilulissat (Jakobshavn). Klik på billedet for stor udgave. Illustration: GEUS-kort, GEUS

Randmoræne i højlandet nord for Kangia

Randmoræne i højlandet nord for Kangia (Jakobshavn Isfjord) med en person på toppen. Morænen er en del af et system af israndsaflejringer og erosionsformer, der strækker sig fra Isfjeldsbanken og nordover. Foto: R. Beschel, GEUS

Landhævning

Når isdækker forsvinder, hæver landet sig. Tegn på landhævning kan ses mange steder i Europa og Nordamerika. Höga Kusten (også på Verdensarvslisten) i Sverige er et enestående eksempel. Under istiden blev landet trykket ned af det Fennoskandiske isdække, som dækkede store dele af Nordeuropa. Isdækket var 3 kilometer tykt og pressede jordskorpen i det centrale Skandinavien mindst 800 meter ned.

Grønland er en nutidig analogi til Höga Kusten, fordi den 3 kilometer tykke Indlandsis trykker de indre dele af Grønland ned i en grad, der kan sammenlignes med presset på det centrale Skandinavien under sidste istid. Området omkring Kangia kan minde om et kystområde i Sverige under istiden, bortset fra at de isfrie kyster har hævet sig, fordi Indlandsisen er blevet mindre.

Illustration af indlandsisens tykkelse

Snit tværs gennem Grønland, der viser Indlandsisens tykkelse. I de centrale dele overstiger tykkelsen 3 km. Bemærk at de dybeste dele ligger under havniveau. Flydelinjerne angiver, hvordan isen bevæger sig fra de indre dele ud mod randen. Illustration: Carsten E. Thuesen, GEUS

Efter istidens kulmination for 21.000 år siden er verdens isdækker enten forsvundet eller skrumpet i størrelse, og smeltevandet har fået vandstanden i verdenshavene til at stige med 135 meter.

I de tidligere nedisede, men nu isfrie dele af Grønland er landet blevet befriet for isens vægt, og jordskorpen er hævet. I Vestgrønland er kysterne hævet mere end havets overflade. Havaflejringer og kystaflejringer, der ligger over det nuværende havspejl, vidner om landhævningen.

Den højeste kystlinje efter istidens afslutning ligger i den vestlige del af Ilulissat-området, 70 meter over det nuværende havniveau. Der er hævede havaflejringer flere steder, for eksempel ved Sermermiut, hvor der findes sand med skaller af marine muslinger.

Kort over landhævninger i Grønland

Kort over Grønland der viser landhævninger. Illustration: Carsten E. Thuesen, GEUS.

Når isen rykker frem og tilbage

Isdækkets gentagne fremstød og tilbagetrækninger har skabt mange mindre terrænformer:

  • Mange af dalene i området omkring Ilulissat er glacialt omdannede floddale ligesom isfjorden selv. Dalene er dannet i zoner med mange sprækker i klippegrunden og findes mange steder i regionen.
  • Rundklipper er asymmetriske klipper med en afrundet stødside og en ru læside. De dannes, når is glider hen over terrænet. Den afrundede side dannes ved slibning, og den ru side dannes, når isen plukker sten og klippestykker ud af fjeldet.
  • Karakteristisk træk for området omkring Kangia er de talrige søer, der ligger i lavninger, som er dannet ved glacial erosion. Den store koncentration og den tilfældige beliggenhed af søerne afspejler det stærkt uregelmæssige relief.
  • Små erosionstræk som skurestriber stammer fra sten i bunden af isen, som er skubbet hen over grundfjeldet, og skurestriberne er derfor parallelle med isbevægelsens retning. Skurestriberne blev formentlig dannet i de sidste årtusinder, før området smeltede frem af isen for 9500-5000 år siden.
  • Perched blokke er iøjnefaldende mange steder. Det er store blokke, som sidder i en ustabil position på klippeoverflader, hvor de blev efterladt af den tilbagetrækkende, smeltende gletsjeris. Området har ikke været dækket af hav, siden blokkene blev afsat, fordi de ustabile blokke ikke findes, hvor der har været isgang eller bølgeslag.
  • Nyere israndstræk er linjer på klippeoverflader, der svarer til overfladen af en tidligere gletsjer. Under linjen er klippeoverfladen lys og uden vækst af laver, mens klippen over linjen er mørkere og dækket med laver og andre planter.

Fotografi af afrundet klippe

Isen har skuret hen over den afrundede klippe. Så er gletsjeren smeltet og har efterladt iøjnefaldende – ustabilt liggende – klippeblokker, også kaldet for Perched blokke. Foto: Jakob Latrup

Fotografi af klippestykke

Klippestykke dækket til med netribbet navlelav. Klippeflader, der for nylig er blevet blottet for is, er typisk bare og uden lavaer, se foto herunder. Foto: Jakob Latrup

Fotografi af ny og tidligere gletsjer

Grænsen mellem den mørke og den lyse del af klippeoverfladen svarer til overfladen af en tidligere gletsjer. Under grænsen er overfladen uden vækst af laver, mens klippen over linjen er dækket med laver og andre planter. Foto: Jakob Lautrup