Menneskenes land ved isfjorden

^{Ilulissat by, som den ser ud i dag, er Grønlands mest besøgte turistby og landets tredjestørste by. Foto: Walter Rayher}

Kulturelle ændringer blandt folkeslagene ved Bering Strædet mellem Sibirien og Alaska for 6000-5000 år siden skabte en ny kultur, der var tilpasset det arktiske miljø, og som spredte sig mod øst. Denne 'bevægelse' er internationalt kendt som 'the Arctic Small Tool Tradition'. De første stenalderfolk nåede til Grønland for omkring 4400 år siden, og i Vestgrønland er de kendt som Saqqaqfolket.

Saqqaqfolket bosatte sig i Ilulissat-området for omkring 4400 år siden. I 1500 år levede de ved isfjorden og lidt længere andre steder, inden de forsvandt. Herefter opstod der et tomrum i den menneskelige bosætning i Vestgrønland, indtil Dorsetfolket for omkring 2800 år siden ankom til området, hvor de holdt til i mere end 700 år.

Efter Dorsetfolkets forsvinden boede der ingen mennesker i Disko Bugten gennem tusind år, før Thulefolket slog sig ned ved Sermermiut og Qajaa for 800 år siden.

^{Kortene viser udbredelsen af de forskellige kulturer, som har levet i Grønland. Klimakurven dækker de seneste 4500 år. Illustration: Henrik Klinge Pedersen efter Christian Gulløw}

Stenalderen i Grønland er repræsenteret ved fire kulturer. Saqqaqfolket og Dorsetfolket levede i Vestgrønland, mens Independence I- og Independence II-folkene slog sig ned i den nordlige og nordøstlige del af landet. Alle indvandringerne kom fra Canada til Thuleområdet i Nordvestgrønland, hvorfra Saqqaqfolket og Dorsetfolket med 1600 års mellemrum vandrede ned langs vestkysten og bosatte sig på passende steder.

Stenalderfolkene levede af jagt og fiskeri. Arkæologer har fundet en lang række bopladser, især langs kysten syd for Ilulissat, men ingen af stenalderbopladserne er så store eller vigtige som Sermermiut og Qajaa ved isfjorden. De store bopladser og det tætte bopladsmønster tyder på, at de lokale ressourcer ved isfjorden både var rigelige og stabile.

^{Sælknogler fra en køkkenmødding ved Sermermiut. Foto: Jakob Lautrup}

^{En 3500 år gammel stikkel fra Saqqaqkulturen, som blev fundet på Qajaa. Flintbladet er hæftet til et træskaft med en surring af hvalbarde. Stikler blev brugt til spaltning af ben og træ. Foto: Erik Holm}

Til jagt brugte stenalderfolkene letvægtsharpuner, som nogle gange var forsynet med en stenspids, samt lanser, knive og buer; bue og pil blev dog ikke brugt i Dorsettiden. På bopladserne blev der brugt redskaber som skrabere, bor, knive og nåle af ben, mens knive og stikler blev brugt både ude og hjemme. Våbenspidser og skærende redskaber blev lavet af skifer i Saqqaqtiden og af kalcedon i Dorsettiden. De fleste redskaber havde træskafter, men i nogle tilfælde var skafterne fremstillet af knogler med surringer af sener eller hvalbarder.

Saqqaqfolket anvendte formentlig kajakker, mens slæder først kendes fra Dorsetkulturen. Slæderne blev sandsynligvis trukket af jægeren selv eller af nogle få hunde. Boligen var et skindtelt, der blev brugt året rundt. Skindene var forankret til jorden med sten eller pløkker. Midt i teltet var et ildsted, som nogle gange var anbragt i midten af en rektangulær stenramme med plads til bål og brænde, og som delte teltet i to lige store dele. I tilgift til ildstedet blev der brugt små cirkulære (Saqqaq) eller ovale (Dorset) lamper af fedtsten.

Ved Sermermiut er knogler og redskaber af træ i de nedre lag dårligt bevarede. Men ved Qajaa, hvor køkkenmøddingen ligger i permafrost, er bevaringsforholdene usædvanligt gode, og lagenes indhold viser, hvordan stenalderfolkene udnyttede områdets ressourcer. Knoglerester af ringsæl og grønlandssæl dominerer, men man jagede også fjeldræv, isbjørn, snehare, hvalros, narhval, hvidhval og havfugle.

Drivtømmer var en meget vigtig ressource. En konstant tilførsel via havstrømmene med drivtømmer fra de canadiske og sibiriske skove var en forudsætning for bygning af telte, kajakker, slæder, buer og lanser.

^{Arkæologisk udgravning ved Qajaa. Lagene i køkkenmøddingen stammer fra Saqqaq-, Dorset- og Thulekulturerne. Foto: Jørgen Meldgaard}

Thulefolket ankom til Grønland omkring år 1100 og bosatte sig ved Sermermiut 100 år senere. Deres vinterhuse var bygget af sten og tørv med en tagkonstruktion af drivtømmer eller ribben fra hvaler. Om sommeren boede de i telte. Thulefolket udnyttede de samme dyr som tidligere kulturer, men de jagede også store hvaler og fiskede med snøre lavet af hvalbarde.

Thulefolkene var langt mere mobile end deres forgængere takket være deres sofistikerede kajakker, deres hundeslæder og den store skindbåd, umiaqen, som blev anvendt til transport af hele lejren eller ved hvalfangst.

^{Sermermiutdalen med Isfjeldsbanken i baggrunden. (Foto: Hans Kapel)}

Fund fra Sermermiut og Qajaa viser, at Thulefolket havde kontakt med Nordboerne, som kom fra Island og Nordeuropa, og som bosatte sig i Sydvestgrønland omkring år 985. Et vigtigt materiale var jern, som inuit dels fik fra Nordboerne, dels fra meteoritter i Thuleområdet.

I det 16. århundrede besøgte europæiske opdagelsesrejsende de grønlandske farvande efterfulgt af hvalfangere i det 17. og 18. århundrede. Begge grupper havde kontakt med de lokale folk, og i området omkring Disko Bugt fandtes mødesteder, hvor man drev handel. Nogle få bopladser langs Grønlands vestkyst blev til centre med en ret stor befolkning, og Sermermiut var det største af dem alle.

^{Bopladser er markeret med cirkler. Ingen andre stenalderbopladser i Vestgrønland er så store eller vigtige som Sermermiut på nordsiden af isfjorden nær ved mundingen og Qajaa på sydsiden 25 kilometer inde i fjorden. Da Thulefolket omkring år 1200 slog sig ned ved Kangia, bosatte de sig også ved Sermermiut og Qajaa. Kilde: Grønlands Nationalmuseum i Nuuk.}

På grønlandsk betyder Sermermiut gletsjerfolkets sted - og det var et godt sted. Det højproduktive og stabile økosystem ved isfjorden skabte grundlaget for Sermermiuts og Qajaas succes gennem årtusinder. Med sin beliggenhed udfor isfjordens centrale del var Qajaa mere sårbar over for fremstød af gletsjerfronten, og bosætningerne på stedet afspejler perioder med optimale livsbetingelser for mennesker, fordi gletsjeren havde trukket sig tilbage.

Den lange, men sporadiske kontakt med europæere blev mere stabil efter den danske kolonisation, som begyndte i 1721 i Nuuk. Ilulissat blev etableret som en koloni i 1741, og den nye by lå et par kilometer nord for Sermermiut. I løbet af det næste århundrede forlod folk langsomt det gamle sted, hvor menneskene havde levet i umindelige tider. Omkring 1850 flyttede de sidste indbyggere fra Sermermiut - og deres gamle livsstil var slut.

^{Inuit ved deres vinterhus. I forbindelse med etableringen af kolonierne efter 1721 blev det almindeligt, at inuit blev i deres vinterhuse året rundt. Foto: Ukendt}

Arkæologiske udgravninger ved Sermermiut og Qajaa har spillet en hovedrolle i forståelsen af menneskets bosætningshistorie i Vestgrønland.

Sermermiut er enestående, fordi stedet har været beboet under alle de faser, hvor der har levet mennesker i Grønland. Indbyggerne ved Sermermiut var udmærket selv klar over, at de levede på et helt specielt sted. I 1737 skrev den danske missionær Poul Egede i sin dagbog:

"Her fandt jeg den største gruppe folk, jeg har set noget sted i Grønland, omkring 20 temmelig store huse, som en lille landsby. De pralede af dette og spurgte, om jeg andre steder havde set så mange folk på et sted. Jeg følte øjeblikkelig ud fra deres tale og manerer, at de var stolte af deres mængde og den gode fangst, de havde".

^{Skilte guider de besøgende rundt i det følsomme og værdifulde Sermermiut-område. Foto: Kirsten Strandgaard}

Køkkenmøddingerne ved Sermermiut og Qajaa rummer en enestående sekvens med tre kulturlag adskilt af sterile tørvelag. I bunden er lag fra Saqqaqfolket klart adskilt fra den mellemste kultur, Dorsetkulturen. Efter et nyt sterilt lag følger lag med rester fra Thulekulturen. Ved Sermermiut er jordlagene synlige i en lav kystklint, som langsomt er ved at blive eroderet bort af bølger. De tre kulturlag i den næsten lodrette klint er dog stadig synlige, men det er farligt at færdes her.

Arkæologiske udgravninger ved Sermermiut begyndte efter Anden Verdenskrig. På det tidspunkt troede man, at Grønlands forhistorie var omkring 1000 år gammel. Udgravningerne ved Sermermiut viste uden nogen tvivl, at Grønlands forhistorie var meget længere og mere kompliceret end tidligere antaget, hvilket blev understøttet af samtidige undersøgelser i Nordgrønland. De ældste lag ved Sermermiut viste sig dengang at være næsten 4000 år gamle. Opdagelsen af, at der havde levet tre forskellige kulturer i Vestgrønland, blev bekræftet af senere udgravninger ved Qajaa.

^{Kort over dalen ved Sermermiut med ruiner indtegnet. Ruinerne er for det meste vinterhuse fra Thulekulturen. Illustration: Henrik Klinge Pedersen efter Tina Møbjerg, 1883}

Faktisk blev forhistoriske kulturer opdaget ved Qajaa allerede i 1871, da grønlænderen Carl Fleisher fra Ilulissat lavede de første udgravninger på stedet. Samme sommer rapporterede han om flere møddingslag og skrev om sine fund fra bunden af møddingen, at de repræsenterede en tid, hvor de 'gamle grønlændere brugte sten til deres værktøj'. Carl Fleisher var den første, der formulerede idéen om, at en anden livsform var gået forud for den traditionelle livsstil.

Uheldigvis var der ingen, der fik kendskab til hans vigtige fund og fortolkning før mere end 100 år senere, da hans breve blev genopdaget.

Qajaa blev fraflyttet i begyndelsen af det 18. århundrede, mens Sermermiut var beboet indtil omkring 1850. Ruinerne af tørvehusene, som stadig kan ses ved Sermermiut, afspejler den sidste tid.

Fra et arkæologisk synspunkt er husene særligt værdifulde, fordi fund fra udgravninger kan sammenholdes med oplysninger om datidens livsform fra skriftlige danske kilder og fra inuit-befolkningens mundtlige tradition. Både Sermermiut og Qajaa byder stadig på et stort potentiale for studier af Grønlands forhistorie.

^{Kysten ved Sermermiut. Foto: Jakob Lautrup}

^{Hustomt ved Sermermiut. Foto: Joel Berglund}

Der findes flere mindre bopladser omkring isfjorden, som ikke har været underkastet gennemgribende udgravninger. Stederne er ofte kun kendt fra fund på jordoverfladen af redskaber, der giver et fingerpeg om, at Saqqaqfolket eller Dorsetfolket har været på stedet.

De mindre bopladser findes især på isfjordens sydlige bred nær mundingen samt ned ad kysten forbi bygden Ilimanaq.

Et af stederne er Eqi, der ligger på sydsiden af isfjordens munding over for Sermermiut. Eqi er et forblæst sted uden mange muligheder for læ, men i sol og stille vejr har stedet en egen barsk skønhed med de glatskurede granitklipper, det knæhøje grønne græs og marehalmen, som danner kontrast til det blå vand og de kridhvide isfjelde, der tårner sig op over kysten. Beliggenheden var meget praktisk for jagt og fangst i isfjorden.

^{Bopladser er markeret med cirkler. Ingen andre stenalderbopladser i Vestgrønland er så store eller vigtige som Sermermiut på nordsiden af isfjorden nær ved mundingen og Qajaa på sydsiden 25 kilometer inde i fjorden. Da Thulefolket omkring år 1200 slog sig ned ved Kangia, bosatte de sig også ved Sermermiut og Qajaa. Kort: Grønlands Nationalmuseum i Nuuk}

Den forladte boplads ligger på en smal afsats lige ud til vandet med ryggen mod det kuperede bagland. Man kan stadig se sammensunkne ruiner af de sidste tørvebyggede huse, som ligner lave, græsbevoksede tuer. Hele det tidligere beboede område er én enorm mødding, der omfatter tiden fra for 4000 år siden til omkring 1950.

I 1933 besøgte arkæologen Therkel Mathiassen bopladsen. Han opdagede flere husruiner, hvorfra der var taget materiale til opførelse af senere bygninger, og han fandt også rester af hvalbarder og knogler. I 1953 gravede arkæologerne Helge Larsen og Jørgen Meldgaard en hastig prøvegrøft, hvori de ikke uventet fandt flere flintafslag, men ingen redskaber. Tæt ved grøften, hvor havet vasker jorden bort i tidevandszonen, fandt arkæologerne resterne af et ildsted og adskillige redskaber af et flintlignende materiale og af skifer.

Langt de fleste af redskaberne er fra Dorsettiden. Det drejer sig om knive, stikler og mikroflækker. Kun to ting stammer fra Saqqaqkulturen, nemlig en stikkel og et smalt knivsblad.

Under et besøg på Eqi i 2003 kunne der fortsat opsamles flintafslag i tidevandszonen. Der er ingen tvivl om, at Eqi har et værdifuldt arkæologisk potentiale. Stedet er sandsynligvis valgt ud fra de gode muligheder for fangst, men man kan ikke se bort fra, at den fantastiske udsigt og en fascination af isen har spillet ind.

^{Udgravningens arbejdstelt, hvor oldsagerne registreres og tegnes i gravebogen. Foto: Jørgen Meldgaard}

Kolonien Jakobshavn blev oprettet i et område, hvor der allerede var adskillige bopladser. Inuit-befolkningen levede af traditionel fangst, men blev draget af de tilrejsende købmænds varer som skydevåben, isenkram og perler, og tuskhandel var udbredt uden om Den Kgl. grønlandske Handel. I 1755 blev kolonien Appat anlagt nord for Jakobshavn.

Folkene fra Sermermiut begyndte langsomt at flytte fra bopladsens tørvehytter til Ilulissat. Det gav bedre muligheder for handel med europæerne. I 1805 boede der 86 mennesker i Jakobshavn, men dobbelt så mange i Sermermiut og på de øvrige bopladser omkring kolonien.

På den tid levede man i efterdønningerne af den store hvalfangertid, hvor spæk blev forarbejdet til tran som blev brugt i Europas lamper. Men hvalerne var ved at være udryddede i Ilulissat-området, og hvalfangstanlægget blev nedlagt i 1800.

Bedre blev det ikke, da Englandskrigen i 1807–1814 begrænsede forsyningerne fra Danmark, hvilket førte til stor nød. I Ilulissat blev fangerne blandt andet nødt til at omsmelte bly fra Zionskirkens tag og ruder til geværkugler. Samtidig overtog englænderne hollændernes rolle som ulovlige hvalfangere og købmænd og blev dermed konkurrenter til den danske handel i Grønland.

1830'erne var præget af samtidens tanker om fri handel og fri konkurrence samt en begyndende industrialisering. Det blev opgangstider, hvor produktionen blev forbedret, og flere og flere flyttede til Jakobshavn fra de omkringliggende bopladser. Faktisk kom der så mange tilflyttere, at kolonimagten så sig nødsaget til at forsøge at sprede de tilrejsende igen, især fordi man satsede mere og mere på sælfangst frem for hvalfangst, og sælfangsten var mest effektiv, når fangerne jagede langs hele kysten. Derfor blev udstedet Paakitsoq nord for Ilulissat grundlagt i 1832, men Paakitsoq fik aldrig den store betydning.

De gode tider fortsatte, og i 1840'erne kunne Ilulissat bryste sig af at have den tredjestørste spækproduktion i regionen. Den store indhandling af sæler havde dog en slagside: I iveren efter at kunne købe nye, billige varer, solgte grønlænderne langt flere skind og mere spæk, end de kunne undvære. Resultatet blev tomme vinterforråd, sult og mangel på tøj, telte og både. Et eksempel ses fra indhandlingen i Ilulissat i 1844: Af 809 fangne sæler blev skindene fra 798 af sælerne solgt til handlen. De 300 mennesker i kolonien havde kun 11 skind tilbage.

I 1848 blev seminariet i Ilulissat opført og var sammen med seminariet i Nuuk de første højere uddannelsesinstitutioner i Grønland. De kateketer, som blev uddannet på seminarierne, skabte en kulturel opblomstring, som gav grønlænderne en særstilling i forhold til inuit-befolkningerne andre steder i Arktis. Seminariet i Ilulissat havde dog svigtende elev-tilgang og måtte lukke i 1907. Bygningen er i dag museum.

Med tiden fik befolkningens store frasalg af livsnødvendigt skind og spæk alvorlige konsekvenser. Reserverne var opbrugt, og da fangsten samtidig gik tilbage, plagedes mange igen af sult, epidemier og dårlige boligforhold.

De sidste beboere fra Sermermiut flyttede til Ilulissat i 1850. Samme år havde Ilulissat 262 indbyggere, et antal, der allerede 30 år senere er steget til 418. Som et nyt forsøg på at trække folk væk fra Jakobshavn, oprettede man med held udstedet Ataa i 1852. Et spækhus blev bygget, og der blev indhandlet spæk og hajlever. I 1939 boede stadig 35 personer på stedet.

Kolonien og udstederne blev til stadighed besejlet af skibe fra udlandet, og desværre førte skibstrafikken andet og mere end handelsvarer med sig. I 1867 rasede et udbrud af tuberkulose i Ilulissat, og en tredjedel af befolkningen måtte bæres til kirkegården. Så store tab gik naturligvis ud over produktionen, og det var svært at holde det lille samfund i gang.

^{Kirkegården i Ilulissat. Foto: Walter Rayher}

Netop i disse svære tider fødtes tre af Jakobshavns store personligheder:

Kateketen Jørgen Brønlund kom til verden i 1877. Han deltog i flere polarekspeditioner, men mistede livet under Danmark-ekspeditionen i 1907.

Polarforskeren Knud Rasmussen, som levede fra 1879 til 1933, blev født i den tidligere seminariebygning.

Præsten Mathias Storch blev født i 1883 ved Aasiaat. Han blev uddannet og virkede som præst i Ilulissat, og han blev som den første grønlænder udnævnt til viceprovst i 1928. Senere skrev Matthias Storch den første grønlandske roman og var særdeles aktiv inden for politik og samfundsdebat.

I 1890'erne var fiskeri efter hellefisk og grønlandshaj hovedbeskæftigelsen for befolkningen i Ilulissat og de nærliggende udsteder. Grønlandshaj var en vigtig indtægtskilde, fordi leveren blev solgt til Den Kgl. grønlandske Handel (KGH), mens hellefisk kun blev spist og handlet lokalt i den uformelle økonomi.

Det er værd at bemærke, at befolkningen ved isfjorden allerede var fiskere på en tid, hvor resten af Grønlands befolkning hovedsageligt var afhængige af havpattedyr til indtægt og føde.

^{To fiskere på havisen i fjorden. På hundeslæden ligger der nogle hellefisk. Foto: Dieter Zillmann/Elke Meissner}

Omkring 1900 fik hellefisken en ny betydning i den lokale økonomi. Kolonibestyrerne begyndte at eksportere nogle få hundrede kilogram fileter til deres venner og familier i Danmark, hvilket de havde lov til, fordi hellefisk ikke var omfattet af KGH's monopol. Den private eksport steg markant, da Poul Müller, der var kolonibestyrer i Ilulissat fra 1892 til 1901, etablerede kontakt med røgerier i København. På hans initiativ toppede landingerne af hellefisk i Ilulissat med mere end 22 tons i 1899.

På det tidspunkt indførte KGH strenge restriktioner for den private eksport af hellefisk og overtog ganske handelen i 1903. I de første år under KGH's monopol blev mindre end to tons eksporteret, men eksporten voksede hurtigt igen, og siden da har eksporten af hellefisk været afgørende for Ilulissats økonomi. Hellefiskeriet fik yderligere fremgang i slutningen af 1920'erne, da Marius Sivertsen opfandt en såkaldt glider, der revolutionerede langlinefiskeriet på isfjorden.

Omvæltningen fra fangst til fiskeri fik betydning for bosættelsen i distriktet. Myndighederne måtte skrinlægge det hidtidige ønske om at sprede befolkningen, fordi det nye hovederhverv krævede, at fiskerne blev koncentreret, hvor der var fisk og forarbejdningsmuligheder. Samtidig betød fiskeriet, at befolkningen i langt højere grad gik over til pengeøkonomi, da fisk ikke giver samme mulighed for selvforsyning som sælfangst.

Perioden var driftig, hvad angik nybyggeri og igangsætning. I 1924 blev kulminen Qullissat åbnet på Diskoøen, og minen blev en stor arbejdsplads, der tiltrak arbejdskraft fra hele området omkring Disko Bugt. Produktionen af kul i Qullissat var så stor, at den dækkede det meste af landets behov, men efterhånden fik man konkurrence af billigere engelske kul, og minen blev lukket små 50 år senere.

I Ilulissat blev den tidligste del af det nuværende sygehus opført i 1926, og man besluttede at flytte Zionskirken 50 meter væk fra havet i 1929-1932, formodentlig for at undgå havets påvirkning.

Allerede i sommeren 1939 blev der sendt ekstra forsyninger til Grønland, da man i Danmark havde anet krigens komme.

Da Anden Verdenskrig brød ud, blev det hurtigt klart, at Grønland ikke kunne undvære støtte fra udlandet. Derfor blev der knyttet en direkte diplomatisk forbindelse til USA, som overtog ansvaret for forsyningerne til Grønland.

Krigen blev af stor betydning for Grønland, som oplevede perioden som en generel opgangstid. Samtidig blev skellet mellem omverdenen og Grønland brudt ned, da amerikanerne overvandt naturkræfterne, anlagde baser og introducerede moderne forbrugsgoder.

^{Containerskib med nye forsyninger på vej ind til Ilulissat havn. Foto: Walter Rayher}

Efter krigen blæste der nye vinde. I 1950 kom det store lovkompleks, Nyordningen, som i 1953 gjorde Grønland til en fuldgyldig del af Danmark. Nyordningen søgte at koncentrere befolkningen geografisk, så fiskeriet kunne intensiveres. Samtidig skulle hele den grønlandske boligmasse fornyes, og døren blev åbnet på klem for det private, frie initiativ, dog stadig under statskontrol.

Nyordningen blev tændsatsen for den største teknologiske udvikling, Grønland nogensinde havde set, og ti år senere var byerne ikke til at kende. En effektiv infrastruktur, utallige nyanlæg og moderne faciliteter var med stor hast blevet til virkelighed.

Nyordningen vakte et håb i befolkningen om lighed mellem Grønland og Danmark, men håbet blev ikke indfriet på trods af de store fremskridt; dels fordi Danmark i samme periode oplevede en endnu større udvikling, dels fordi der til stadighed var dårligere aflønning af grønlandsk arbejdskraft.

I tiden efter krigen kom store mængder torsk til Disko Bugt, og torskefiskeriet satte yderligere gang i væksten i Ilulissat. Børnehjemmet blev opført i 1953-1954, Atlantkajen i 1960, vandsødæmningen og fiskefabrikken i 1961.

^{Fiskefabrikken i Ilulissat. Foto: Walter Rayher}

Torskeeventyret varede ikke længe. Allerede i 1960'erne skete der en generel nedgang i torskebestanden langs Grønlands vestkyst, men til alt held havde man allerede fundet et nyt og endnu mere indbringende fiskeri: enorme forekomster af rejer. I Ilulissat omstillede folk sig hurtigt, de nødvendige produktionsanlæg blev anlagt, og det nye erhverv tiltrak mange tilflyttere fra bygderne.

I 1974 boede der knap 1500 mennesker i byen, mens indbyggertallet 20 år senere var steget til 3800.

Den voldsomme økonomiske udvikling af fiskeriet, centraliseringen og de forbedrede levevilkår resulterede i noget nær en befolkningseksplosion, som blev yderligere forstærket, da man i midten af 1970'erne begyndte at tilkalde store mængder arbejdskraft fra Danmark.

Mange af Ilulissats moderne faciliteter stammer fra den tid. Byens to store folkeskoler er fra 1974 og 1977, Hotel Hvide Falk er fra 1971, og sportshallen fra 1976. Samtidig blev der opført flere store boligkomplekser. Sygehuset blev udvidet i 1980.

Kulminen ved Qullissat blev i 1972 lukket, og samtlige arbejdere måtte flytte. Mange flyttede til Ilulissat, og en stor del af dem blev indkvarteret i den nye bydel 'Lille Qullissat' – i dag Mathias Storchsvej. Nedlæggelsen af Qullissat skabte stort røre på grund af de menneskelige omkostninger, og minens lukning blev et symbol på, hvordan de fjerne danske myndigheder traf beslutninger hen over hovedet på grønlænderne.

I 1979 vedtog Grønland ved en folkeafstemning Hjemmestyreordningen, der gjorde Grønland til en selvstændig del af Rigsfællesskabet på lige fod med Færøerne. Ordningen betød øget ansvar for selvforvaltning og samfundsanliggender.

Danmark yder fortsat et økonomisk tilskud af samme størrelsesorden som før Hjemmestyrets indførelse, det såkaldte bloktilskud.

I 1980'erne kom turismen for alvor til Grønland og især til Ilulissat, som i dag er landets mest besøgte turistby. På årsplan kommer der godt 10.000 turister til byen.

Ilulissat satser stort på turismen, men hovederhvervet er fortsat fiskeriet, da turismen er begrænset af dyre flyrejser, en meget kort sæson og mangel på hotelkapacitet.

^{Turister på slædetur i området. Foto: Dieter Zillmann/Elke Meissner}

^{Lufthavnen ved Ilulissat blev indviet i 1984. Foto: Ivar Silis}