Grundvandskvalitet

Stort set alt drikkevand i Danmark kommer fra grundvand, der pumpes op af undergrunden og efter simpel behandling på et vandværk leveres som drikkevand til forbrugerne. Det er derfor vigtigt at kunne beskrive mulige trusler mod grundvandets kvalitet, og hvordan vi kan undgå, at disse trusler bliver et problem for vores drikkevandsforsyning.

På GEUS indsamler vi som landets fagdatacenter viden om grundvandets kvalitet igennem overvågningsprogrammer, og forsker i hvad der kan skabe uønsket vandkvalitet i grundvandszonen. Dette gælder naturlige geokemiske processer, der påvirker vandets kemiske sammensætning, omsætning af nitrat fra landbrugsarealer, udvaskning af pesticider og andre miljøfremmede stoffer.

Grundvandsovervågning

Grundvandets kvalitet overvåges i programmet for grundvandsovervågning, hvor der hvert år indsamles prøver, der undersøges for stoffer som f.eks. nitrat, pesticider, klorid, arsen og organiske forureningskomponenter. Indsamlingen af data foretages af Miljøstyrelsens lokale enheder, mens vi på GEUS præsenterer data i en årlig rapport for grundvandsovervågningen. I rapporten anvendes også resultater fra vandværkernes boringskontrolanalyser og oplysninger om de oppumpede vandmængder. Læs mere om grundvandsovervågningen.

Grundvandsovervågningen indgår som en del af det nationale program for overvågning af vandmiljøet og naturen, NOVANA, hvor vi også bidrager til landovervågningen (LOOP), der har fokus på udviklingen i landbrugets næringsstofbidrag til vandmiljøet.

Pesticider og andre miljøfremmede stoffer

I det moderne samfund benytter vi en række kemiske forbindelser i industriproduktion, i produktion af fødevarer og energi samt i husholdninger. Erfaringen har vist, at nogle af disse stoffer af forskellige grunde kan forekomme i grundvandet. På GEUS har vi en betydelig ekspertise i miljøfremmede stoffers skæbne i grundvandet. Et eksempel er, hvordan pesticider og deres nedbrydningsprodukter omsættes og bindes til jord- og sedimentpartikler. På GEUS driver vi et varslingssystem (VAP), hvor man kan måle om specifikke pesticider udvaskes til grundvandet. Læs mere om Varslingssystemet VAP.

Vi forsker også i andre mulige trusler mod grundvandet, så som udbredelsen af multiresistente bakterier og antibiotika i vandmiljøet, og nye kemiske forbindelser indgår løbende i vores arbejde. Læs mere om Modellering af stoftransport og kemiske processer i undergrunden.

GEUS offentliggør hvert kvartal data for pesticidstoffers forekomst i de almene vandværkers indvindingsboringer. Se opgørelserne her.

Naturlige uorganiske forbindelser

I Danmark oppumpes grundvand fra geologiske lag, som varierer meget i sammensætning. Disse geologiske formationers indhold af mineraler og indlejret organisk stof har en afgørende betydning for kvaliteten af det oppumpede grundvand. Vi har på GEUS i en årrække undersøgt disse forhold. Et eksempel er undersøgelsen af en øget iltning af de reducerede lag i kalkmagasiner, og den følgende frigivelse af sulfat, nikkel og dannelse af hårdt grundvand. Andre eksempler er undersøgelsen af naturligt forekommende arsen i dansk grundvand og grundvand i Vietnam samt undersøgelser af de styrende processer for placeringen af fersk-/saltvandsgrænsen.

Derudover har vi gennem mange år arbejdet med uorganisk kemiske problemstillinger relateret til udnyttelsen af geotermisk energi. Læs mere om Modellering af stoftransport og kemiske processer i undergrunden.