De almene vandværker bruger store resurser på analyse af pesticider og PFAS i indvindingsboringerne, herunder en række stoffer som ikke er omfattet af drikkevandsbekendtgørelsens obligatoriske lister. Vores forståelse af pesticidernes og PFAS´ernes forekomst i drikkevandsboringer er derfor under forandring i disse år.
På den baggrund har GEUS fra foråret 2020 hvert kvartal offentliggjort data for pesticidstoffers forekomst i de almene vandforsyningers indvindingsboringer.
Pesticidstoffer dækker de egentlige pesticider (plantebeskyttelsesmidler), biocider med pesticidlignende egenskaber samt deres nedbrydningsprodukter og synteseurenheder.
Fra efteråret 2022 offentliggør vi også data som omhandler PFAS i vandforsyningernes indvindingsboringer.
PFAS inkluderer i den sammenhæng individuelle per- og polyfluorerede stoffer med mindst to fluorerede kulstofatomer samt udvalgte sumværdier, som beregnes på baggrund af koncentrationer indrapporteret for de individuelle stoffer.