Aflejringer er sedimenter, der er akkumuleret ved naturlige fysiske og kemiske processer i forskellige aflejringsmiljøer som f.eks. floder, søer, sumpe, deltaer, havet, skalbanker, ørkener, gletsjere osv. Aflejringsmodeller kan også beskrives for aflejringer såsom salt, gips, fosfat, kalk, etc., som primært er dannet ved kemiske udfældningsprocesser. Aflejringer kan også være domineret af organiske rester som f.eks. tørv, brunkul, stenkul, tjære-olie etc.
Med udgangspunkt i det aktualistiske princip og viden om nutidige aflejringsmiljøer kan de oprindelige geologiske aflejringsmiljøer tolkes, og aflejringernes geometri og sammensætning beskrives. Dette gøres af sedimentologer, stratigrafer og palæontologer ved at undersøge de geologiske lag og studere de utallige fysiske strukturer, som aflejringsprocesserne oftest har efterladt i bjergarterne, såsom lagdeling, lamination, skrålejring, bølgeripper, tørkesprækker, rodstrukturer, fossiler etc.
Biologisk aktivitet fra f.eks. muslinger, snegle, orme etc. efterlader sig også spor i bjergarterne (kaldet sporfossiler – såsom æde-, bevægelses- og beboelsesspor etc.), og forståelsen af sådanne spor (ichnologi – læren om biologiske spor, bioturbation) bidrager sammen med indholdet af fossiler (f.eks. sporer, pollen, foraminiferer, ammonitter etc.), til forståelsen af aflejringsmiljøet og dermed til definitionen af en aflejringsmodel.