Seismisk stratigrafi benyttes i områder, hvor der er seismiske data til rådighed for bassinanalysen. Seismisk stratigrafi bygger på den grundlæggende antagelse, at individuelle reflektorer kan betragtes som aflejringstidslinjer, dvs. repræsenterer et meget kort geologisk tidsinterval med genetisk relaterede aflejringsforhold. Som i sekvensstratigrafi vil geometrien og andre seismiske karakteristika af de enkelte seismiske enheder kunne benyttes til at tolke bassinudviklingen samt litologi og afsætningsforhold og er derfor et meget stærkt prædiktivt værktøj, som bl.a. anvendes i olieindustrien til kortlægning af reservoirer, forsegling, kildebjergarter og fælder i undergrunden (se seismisk kortlægning).
Tektonostratigrafi benyttes hovedsageligt i en overordnet inddeling af tykke sedimentære lagserier til at adskille aflejringssekvenser, der er afsat under forskellige tektoniske regimer (f.eks. præ-rift-, syn-rift- og post-rift-sekvenser). Oftest er de enkelte enheder også karakteriseret ved et skift i palæo-dræneringsforholdene og er derfor, som de to overstående stratigrafier, et stærkt værktøj til forståelse af et bassins udvikling og anvendes bl.a. som prædiktivt værktøj i olieindustrien til kortlægning af reservoirer, forsegling og kildebjergarter.
De forskellige stratigrafiske enheder er indordnet og navngivet i et hierarkisk system, som er praktisk i forbindelse med beskrivelser og kommunikation; f.eks. er litostratigrafiske enheder defineret som lag, led, formation, gruppe og supergruppe.
En beskrivelse af lagenes relation og kontakt er væsentlig for en analyse af deres tilblivelse. Således bruges begrebet 'inkonformitet' som betegnelse for kontakten mellem to lag i en lagserie, der ikke er dannet som under et sammenhængende aflejringsforløb. Er lagene parallelle, kaldes kontakten en 'diskonformitet'; er der en tydelig vinkel (forskel i hældning) mellem lagene, kaldes kontakten en 'vinkeldiskordans'. Hvor den første kontakt afspejler en afbrydelse i sedimentationsforløbet, viser den sidste kontakt, at der også er sket en tektonisk påvirkning og erosion inden aflejring af det overliggende lag.
Som følge af en inkonformitet mangler der levn (aflejring/bjergart) fra et tidsinterval i den stratigrafiske serie, og et sådant 'hul' i serien kaldes en hiatus (flertal: hiati) som værende af lokal eller regional udbredelse.