Rosmannegårdstenen

Rosmannegårdstenen

Rosmannegårdstenen ligger smukt i det hvideste sand mellem skov og hav nord for Rønne. Derimod er det sværere at afgøre, hvilken bjergart stenen består af: granitisk gnejs eller gnejsificeret granit?
Kæmpestenen var (og er måske stadig) sommerens mødested for Rønnes ungdom. Så snart man var gammel nok til at cykle turen uden far eller mor, var det bare afsted, afsted til stranden, når skolen ringede ud. Og mon ikke den store sten i strandkanten har været mål for et stævnemøde eller to i tidens løb.

Geologi

Kæmpestenen i det hvide sand består af blegrøde kalifeldspatkorn, hvor de største er knap en centimeter store. De røde feldspatkorn ligger i en finere matrix af hvid feldspat og kvarts, hvori mørke mineraler ses som hobe eller streger 5 mm store eller lange. De mørke mineraler er hovedsagelig biotit, der får guldskær ved forvitring.

Bjergarten udviser svag foliation (stribning), idet de største af de røde feldspatkorn ser ud til at ligge på række som kæder henover stenens overflade, og fordi de mørke mineraler indimellem danner striber.
Mineralindholdet klassificerer bjergarten som en granit. Den antydede foliation tyder på, at granitten har været udsat for et tryk netop stærkt nok til at give nogle af mineralerne en fælles orientering. Bjergarten kan kaldes en svagt gnejsificeret granit eller en granitisk gnejs.

Bornholmsk gnejs

Den bornholmske gnejs varierer temmelig meget fra mørk grå til blegt rød. Og udvise tydelig foliation til foliation, der er svær at erkende. Bornholmsk gnejs dækker størstedelen af Bornholms grundfjeldsareal og ligger desuden nordvest og vest for Blykobbe Plantage præcis der, hvor indlandsisen kom fra. Rosmannegårdstenen består mest sandsynligt af bornholmsk gnejs ligesom Elverhøj/Troldstenen, Munken og Stenrøret.

Set fra syd ligner Rosmannegårdstenen vel mest et formbrød, hvorfra der er skåret et par skiver. Nordfra flader den mere ud. Den afrundede form skyldes exfoliation. Stenen skaller af i tynde lag, og det er med til afrunde stenen. Exfoliation skyldes solvarme, der får granitten til at udvide sig en smule i overfladen.

Foto: Henrik J. Granat

Stenens størrelse

Længde og bredde måler 5,8 x 4,2 m. Den er 1,3 m høj over sandet på den afskårne side nærmest kystlinjen og 0,5 til 1,0 m over sandet på landsiden. Omkredsen er 17 m målt lige over sandet. Den synlige del af strandens kæmpesten anslås til 16 m3 og have en vægt på 45 tons.

Det må være en nem sag for en rask dreng eller pige at grave en side fri for at se, hvor dybt stenen stikker i sandet!


 


 

Feltbeskrivelse: Jørgen Butzbach, DN og Henrik J. Granat, GEUS

Tekst: Henrik J. Granat, GEUS

Wilske, H.: www.skan-kristallin.de Bornholm – Gesteinsliste – Bornholm-Gneis

Madsen, S.: Svens StrandstensSite, www.rapakivi.dk. Bornholmsk gnejs.

Hansen, F. (2010): www.367ture.dk, 367 ture i Bornholms natur: 2 Sandflugtsskoven.

Butzbach, J. (2000): Bornholm gennem 1700 millioner år. William Dams Boghandel A/S, 88 sider. Side 29-31.

Gravesen, P. (1996): Geologisk Set, Bornholm, En beskrivelse af områder af national geologisk interesse. Redaktion Steen Andersen, Skov- og Naturstyrelsen og Geografforlaget, 208 sider. Side 13-14 og 62-63.

Fotos: Henrik J. Granat

Udforsk stenen

Læs mere om Rosmannegårdstenen.

Stenen er opkaldt efter den nærliggende gård – Rosmannegård på østsiden af Haslevej. Blykobbe Plantage kaldes skoven på Naturstyrelsens infoskilte. Nordskoven kaldes den i folkemunde. Eller Sandflugtsplantagen, fordi den hører til et samlet skovareal mellem Rønne og Hasle, som blev plantet omkring år 1800 for at dæmpe sandflugt.

Besøg Rosmannegårdstenen

Rosmannegårdstenen kan findes i Blykobbe Plantage, Knudsker Sogn, Bornholm. Er du i bil, findes der P-plads ved Haslevej i kanten af Blykobbe Plantage 2 kilometer nord for campingpladsen Nordskoven Strand Camping i nordenden af Rønne. Fra P-pladsen kan du følge Rosmannevej mod vest gennem skoven til stranden. Gåturen er 700 m lang. Stenen ligger, hvor stien rammer stranden. En cykelvej findes i Blykobbe Plantage fra Rønne i syd til Blykobbe Å nordligst i skoven. Så skal du bare huske at dreje til venstre ved Rosmannevej. Cykelturen er cirka 4 km fra Nordskoven Strand Camping. Endelig er det jo altid muligt at gå ad stierne i skoven eller langs stranden, til du når kæmpestenen i strandkanten.

Der er fri offentlig adgang langs Danmarks kyster. Blykobbe Plantage er statsskov og hører under Naturstyrelsen Bornholm. I offentligt ejede skove må du færdes overalt til fods hele døgnet. På cykel dog kun på skovveje og stier. Læs mere om adgang til offentlige skove.