Sodalit

Blå sodalit med lyserød cancrinit fra Kangilinnguit. Foto: Jakob Lautrup

Farve

Sodalit findes i næsten alle regnbuens farver, men er oftest grå. I Grønland findes blå, grå, gul og grøn sodalit.

Hårdhed

6

Beskrivelse

Den blå farve i sodalit kan forveksles med den nært beslægtede (men noget sjældnere), intense blå lazurit, selvom sodalit ikke er så kraftig i farven. Sodalit i lyse farver lyser op med klar orange farve under ultraviolet lys (fluorescens).

Ud over til smykker bliver bjergarter, der indeholder blå sodalit, også brugt til fliser, belægninger og til at fremstille brugsgenstande.

Forekomst

I Grønland er den blå sodalit kun kendt fra området nær Kangilinnguit og Ivittuut og knyttet til stedets bjergmasser af nefelinsyenit. 

Ivittuut Kommune undersøgte i en periode Kangilinnguit-området og fandt flere forekomster af blå sodalit i indlandet.

I forekomsten ved Kangilinnguit findes den blå sodalit sammen med lyserød cancrinit, som er fra samme familie. Kombinationen af den blå sodalit og den lyserøde cancrinit kan resultere i meget spektakulære smykkesten.

Sodalit med andre farver (især grågrøn og gul) kendes fra Ilímaussaqkomplekset ved Narsaq.

Opdagelse

I 1806 fandt den tyske mineralog K. L. Giesecke et ukendt gråt mineral i den forekomst i Sydvestgrønland, der omtales som Kringlerne. Det viste sig at være et nyt mineral, som fik navnet sodalit i 1810. Det var geologen N.V. Ussing, der fandt den blå sodalit i sprækkefyldninger ved Arsuk i 1908.

Stenens kemi

Sodalit tilhører mineralgruppen feldspatoid. Mineralet har et højt indhold af natrium, og det er også herfra, det har sit navn (natrium hedder sodium på engelsk).